Shopping, skilte og kunst
I Aalborgs nye shoppingmekka Friis har vi arbejdet med alt fra specialdesignede skilte indvendig, planoversigter, henvisningsskilte til blandt andet toiletter, dankortautomater m.v., men den største opgave og udfordring i Friis, har været at sikre eksponeringen af kunstværker skabt af den aalborgensiske kunstner Lars Bonde.
Lars Bonde har i hånden tegnet en række tuschtegninger med mange detaljer og varierende stregtykkelser. Værkerne skulle eksponeres i formater på op til seks gange fem meter. Udfordringen har været at scanne og forstørre værkerne i meget store opløsninger, således det organiske udtryk bevares og stregerne står skarpe selv i det store format.
I tæt samarbejde med Lars Bonde og Galerie Wolfsen udvalgtes den proces og det materiale, der kunne sikre et optimalt resultat i forhold til værkerne og det arkitektoniske ’rum’, som de skulle fungere i. Værkerne er printet direkte på plader, og samtidigt er de enkelte værker splittet op i en række plader. Der er i alt 160 kvadratmeter kunst på væggene i Friis.













